#Han i midten

[greaseonmymouth]

Jeg havde faktisk ikke rigtig nogen planer om eksplicit at gøre Carl demiseksuel i min nuværende wip men efter at have læst kvinden i buret og skullet igennem jeg ved ikke hvor mange liderlige kommentarer om kvinderne på politigården, har jeg faktisk besluttet at film-versionen af manden i hvertfald ligger lidt længere henne mod a enden af spektrummet til sammenligning

Kvinden i buret: ét forsøg på at byde en kvinde på en drink i en sammenhæng hvor det er relativt normalt (på en bar), der virker mere som en pludselig indskydelse i øjeblikket end noget der har en reel interesse bag (hun er smuk, han er single, de er på en bar, de snakker allerede sammen) + han er ikke særlig modtagelig overfor Assads kommentarer om at Merete Lynggaard er en sød pige - Assad siger det to gange og det er som om Carl ikke tænker over det før på færgen

Fasandræberne: han lægger mærke til at en kvinde kikker på ham til en fest på politigården og virker overrasket, vælger så at gå hen til hende - for så at finde ud af det ikke var ham så han dropper det igen. ingen tegn på han er interesseret i nogen som helst

Flaskepost fra P: han bliver flirtet med åbenlyst, på en bar, og ænser det overhovedet ikke. om det er fordi han ikke har opfattet det eller bare ikke er interesseret i hende overhovedet kan diskuteres, jeg tænker om det er fordi han ikke rigtig bryder sig om hende/de kom lidt skævt ind på hinanden fra start og det satte en stopper for det med det samme + det er første gang siden kvinden i buret at Assad forsøger at gøre ham opmærksom på en sød pige som om han ikke rigtig forstår Carl ikke har lagt mærke til det

Journal 64: ærligt jeg ved ikke hvad der foregår. Jeg troede forst kantinedamen og kvinden på caféen var den samme person men på rollelisten er de vidst forskellige skuespillere? Der overfladisk ligner hinanden? Uanset om de er den samme person eller ej så er tydeligt lagt op til at han har skullet se hende flere gange før han viste en egentlig interesse i hende

Og så har jeg ikke engang snakket om hans forhold til Assad

Der er en verden til forskel men én ting er stensikker: Carl i filmene har ikke igennem de fem år de udspiller sig vist nogen særlig interesse i folk omkring sig, ingen lange eller sleske blikke eller kommentarer eller noget som helst. det nærmeste vi kommer det er faktisk Assad, og hvis vi antager Assad er allo så bliver kontrasten mellem dem faktisk ret tydelig (og hvis vi også antager Assad er ovre i den tunge ende af kinsey skalaen (mens Carl er i midten) så virker hans kommentarer i kvinden i buret faktisk ret performative: se mig, jeg er en ganske normal heteroseksuel mand og muslim og politimand, intet sært her, nu skal jeg bevise jeg er god til mit job men også tilpas underdanig du ikke fyrer mig med det samme og så er jeg bare super normal og desperat efter at være til nytte. Forresten har jeg sagt jeg er hetero? Lad mig lige hamre det på plads)

Så. Tl;dr: Carl bliver placeret derovre i demi/gråzonen i min nuværende wip, fordi jeg kan, og jeg synes det giver mening, og jeg tror faktisk det kommer til at gøre historien bedre end jeg havde tænkt

[ent4you]

Det var en af det 20. århundredes mest uforglemmelige scener: To unge drenge, to prinser, der gik bag deres mors kiste, mens verden så til i sorg – og rædsel. Da Diana, prinsessen af Wales, blev begravet, undrede millioner af mennesker sig over, hvad prinserne mon tænkte og følte – og hvordan deres liv ville forme sig fremover. Her kommer endelig Harrys historie.

Som mange andre sikkert tænkte, da Prins Harrys bog Spare udkom, så tænkte jeg, at hvis han og hans kone Meghan virkelig er så træt af at være i medierne, så skulle de måske lade være med hele tiden at gøre så voldsomt opmærksom på sig selv. Men efter at have læst Spare eller Reserven, som den hedder på dansk, så forstår jeg godt behovet for at få sat tingene på plads.

Det er virkelig noget af en øjenåbner det her. Prins Harry fortæller åbenhjertigt om sin opvækst, hvoraf en del er blevet brugt på forskellige kostskoler langt væk hjemmefra. Selv efter hans mors pludselig død er det her han skal bearbejde sin sorg for den engelske måde at håndtere den slags på læner sig op af frasen “keep calm and carry on”. Og hvor vi andre lever vores liv udenfor mediernes bevågenhed så er det ikke en luksus Harry har haft. Og som vi andre har set det, så holdt mediernes løfter om at droppe papparazzifotografer efter Prinsesse Dianas tragiske død kun ganske kortvarigt. Siden da er det kun blevet værre og Reserven tager os ind i midten af det helvede.

Harry fortæller også om livet bag de kongelige mure. Om forholdet til nu afdøde Dronning Elizabeth, Harrys bror Kronprins William og ikke mindst hans far Charles, der nu er Storbritaniens konge. Harry fortæller åbent om sin tid i militæret og de forskellige kærester han har haft. Helt tæt kommer vi også på hans møde med Meghan Markle og deres forhold. Det er til tider brutalt, hylende morsomt, hjerteknusende, smukt og rørende.

Hvis man kan læse denne bog uden at få enorm sympati for det Prins Harry har været igennem, så fejler man helt ærlig noget.

5*

[mformoegso]

Apropos gode historier, så har min tur til Mexico åbenbart været springbrættet til at mit liv er ved at udvikle sig til en halvdårlig romcom

SÅ, jeg er i Mexico for at besøge min skønne ven Magnus, og vi rejser rundt i tre forskellige byer i to en halv uge. Den første dag i Mexico møder vi to britiske gutter på det hostel vi bor på - Adam og Jack - i slut 20’erne, som er på rigtig mande-mande-hygge-hygge-tur fordi Adam lige er kommet ud af et laaaangt forhold. Lang historie kort, så de første 4-5 dage hvor Magnus, Jack, Adam og jeg har hængt ud sammen stort set nonstop, udvikler Adam og jegs relation sig til at blive ret intens ret hurtigt, og vi hænger ud midt om natten bare ham og jeg, og snakker og putter og hvad end fantasien kun sætter grænser for. MEN det kan Jack satme ikke lide, fordi Jack og hans kæreste kunne rigtig godt lide Adams’ ex, så det var sådan lidt tystys og også derfor Adam og jeg mødtes midt om natten efter Jack var gået i seng. Efter 6 dage skal Magnus og jeg så videre, og natten til den dag snakker Adam og jeg meget voksent om at det var mega skønt at møde hinanden bla bla bla, men at det nok var bedst at lade relationen dø ud og bibeholde de gode minder vi har, bl.a. fordi Adam lige er kommet ud af det der forhold, han bor i London og der er alt for langt, aldersforskel osv osv osv. Meget smukt, meget voksent og alt i alt helt helt fint for mig.

I MELLEMTIDEN er Jack blevet syg (han troede han havde denguefeber - det var manflu). Så da Magnus og jeg lander i by nr 2, skriver Adam til mig om aftenen og spørger om han ikke må joine os indtil Jack er rask. Det er så her jeg finder ud af at Magnus har givet Adam mit nummer, fordi Adam spurgte om det lige inden vi tog bussen videre. Adam kommer så dagen efter, og vi har alle sammen (mig, Magnus, Adam + flere) en mega hyggelig aften. Vi ender så på en lokal salsabar, hvor Adam okay tipsy siger at han kan læse hænder høhø (fy for den lede tænkte jeg men, jaja) hvortil han “læser” min hånd og fortæller mig “you will fall in love in Mexico”. Min reaktion er selvfølgelig 10hi f9s, men alligevel er jeg sådan lidt “hmm okay da fuck”. Adam rejser så tilbage til Jack nogle dage senere (dog selvom han er blevet halvsløj), og vores farvel var meget hjertevarmt og I ved sådan “det har været virkelig skønt at møde dig” men også meget sådan “vi kommer aldrig til at ses igen” lol livet går videre.

Jeg kommer så hjem her i midten af december og har ikke hørt et kvæk fra Adam (sjovt nok), men tænker da selvfølgelig på ham her og der, som en eller anden sommerflirt og gode minder. Så den anden dag skriver han kraftedme til mig - 3 uger efter jeg er kommet hjem - og spørger om han nogensinde gjorde mig syg. Min første reaktion er hvad fuck, men jeg svarer selvfølgelig. Kommunikation herefter går ekstremt langsomt fra hans side og der går nogle dage uden svar, men jeg tænker ikke videre over det, udover at han sikkert bare er mærkelig. Han svarer så i dag, og vi skriver så sammen i en times tid, hvor mandEN AFSLUTTER MED DENNE BESKED: “Well ms *mit navn*, it does make me wonder why you consistently drift into my thoughts”, for så ikke at svare mere i aften.

Lur mig om jeg snart skal på en smuttur til London.

[kulturformidlet]

Vinterdvale og julehumør

Denne anmeldelse blev oprindeligt på teateravisen.dk

En stemningsskabende fortæller, akkompagneret af fint vinter-lydspor, sætter rammen for Teatret Zeppelins dukke-dramatisering af Tove Janssons bog om mumitroldenes første møde med – ikke bare vinter og sne, men også – julen, der ikke sådan er til at blive klog på. Det er finurligt og fint helt i tråd med forlægget. ’Da julen kom til Mumidalen’ er oplagt som underfundigt og hyggeligt indslag i en travl december.

Salens opmærksomhed fanges intenst fra start, hvor Mie Brandt med god dramatisk sans giver sig til at fortælle om mumiernes livscyklus.

Lige nu er de i vinterdvale, forstår vi. Alle er nysgerrige og stille for at få det hele med, og den yderst billedskabende stemningsopbygning forløses fornemt med det fineste vinterlandskab, som tæppet går fra. Det sner fra himlen, og alt ånder fred og idyl.

Johanne Eggerts smukke sne-scenografi er enkel med store snedynger, der glimter, bjerge i baggrunden og et lille blåt hus i midten, hvor der som prikken over i’et kan komme røg op fra skorstenen.

Det er en virkelig god begyndelse på en meget fin forestilling, der får os alle ned i tempo, og det kan undre, at aldersgrænsen er sat helt op til 5 år. Mange mindre børn ville også oplagt kunne suge stemningen til sig og nyde roen og detaljerne i fortællingen.  

’Men ikke alle sover…’

Inde fra det lille hus hører vi heftig snorken fra mumierne dybe vintersøvn. Der smaskes lidt og vi kan næsten mærke varmen under dynerne. Pludselig høres der også en prut, og hele salen sprutter af grin.

Vores dygtige fortæller viser sig også at være en ferm dukkefører. En god basrytme akkompagnerer hendes fine føring af Hemulen, der irriteret og lettere julestresset møffer rundt i vinterkulingen.

En helt anden ro skabes med varmt lys og svævende toner, når vi er med i Mumis rare drøm under dynerne. Stemningsskiftene er ligesom scenografien enkel og effektfuld. Dertil emmer dukkeføringen, med forskellige stemmer og gemytter til dalens mange beboere, af simpel børneleg, som publikum selv kunne have gang i hjemme på værelset. Her er plads til at dvæle ved detaljerne.

Alle skal op og ned ad stigen (da mumierne konsekvent går ind gennem taget!), og det tager både tid og er besværlig for de fleste mumitrolde. Mumifar falder endda, og affejer det som ingenting, som vi kender det fra Wulffmorgenthalers Dolph-figur, der stædigt fastslår; ’Jeg var lige oppe’, hver gang han falder.

Ligeledes opremses opskriften på Mumimors varme forkølelsessaft, og det slås fast med sødmefuld, myndig mine, at den ’smager af sommer og jul i en mundfuld.’

Sproglige billeder som disse er der mange af med fin reference til Tove Janssons bøger.

Julens forventninger

Trods forestillingens ro er forvirringen stor blandt vores mumitrolde. De har aldrig set sne før og er helt fortumlede af at blive revet ud af deres dybe vintersøvn. Ingen forklarer dem noget, men i forbifarten opsnapper de en halv vind om, at julen kommer, og de forstår så meget, at man skal bruge et træ for at klare sig. For dem er julen noget ukendt og farligt, som må formildes ved at opføre sig korrekt over for den.

Det er en skøn måde at se på det hele udefra, og bøgernes evne til at forene det trygge med det farefulde – og her også de højtidelige traditioner med det humoristiske – er smukt sat i scene.

Min lille ledsager synes, at det er noget så sjovt, at man kan tro, at julen er noget farligt, og han klukker lystigt over de mange forviklinger og forberedelser hos de stakkels mumier.

’Spiser den også?!’ udbrydes der forfærdet, da det går op for dem, at man også skal lave mad til julen. Alle i salen morer sig kosteligt over at vide bedre, og der er ikke et øje tørt, da der bliver disket op med alle mulige retter, som jo slet ikke er julemad.

På samme måde går det med juletræet, der skal ’pyntes smukt som muligt’. Mumimor finder efter bedste evne både perler og roser frem, og træet bliver faktisk fint, om end ikke ligefrem traditionelt.

På den måde bliver der efterhånden alligevel julestemning i den lille mumidal, som det hele skrider frem, og et smukt grønt lys indhyller himlen i den sidste idylliske scene. Som voksen er referencen til nordlys klokkeklar, men min lille ledsager mener nu nok, at det godt kunne være et stinkdyr.

Dermed får undertegnede – og nu også I – lige et ekstra billede med fra dette elskelige univers.

FAKTA Teatret Zeppelin: Da julen kom til Mumidalen - Manuskript: Mie Brandt ud fra Tove Janssons fortælling. Instruktør Mette Ovesen. Scenograf: Johanne Eggert. Dukkemager og violinist: Maja Linde Christensen. Komponist og  lyddesigner: Rasmus Christner Månsson. Lysdesigner: Michael Breiner. Konsulent: Rolf Søborg Hansen. Skrædder: Camilla Lind. Medvirkende Mie Brandt. Alder: fra 5 år. Varighed: 45 min. Set 27. november 2022 på Teatret Zeppelin, hvor den spiller til 23. december. https://www.zeppelin.dk  

[maelkevejen]

Men du er altså også meget tolerant overfor ham, Ida, altså viiirkelig tolerant

Min veninde Ida. 

Nogle gange siger folk sådan nogle ting der, så jeg begynder at overveje, om der er et eller andet helt galt med Mathias’ og mit forhold, og jeg bare ikke kan se det. Er jeg alt for blød og eftergivende. Altså er det ved at blive usundt? Hvad hvis jeg ikke selv kan se det?

Og lige nu tænker jeg på, at hvis Mathias så det her, ville han ikke blive forskrækket og ked af at have været med til at skabe en dynamik, der får mig til at overveje sådan noget, og have lyst til at tale det igennem sammen med mig. Eller jo, men ikke på en imødekommende måde. Jeg tror det ville komme til udtryk på en frustreret og defensiv måde, at han ville hæve stemmen og forlange forklaringer men ikke rigtigt tage imod nogen og det ville blive vendt til, at det var mig, der skulle sige undskyld. Og det er ikke fordi, jeg ikke vil sige undskyld - jeg vil bare ikke være den eneste. Jeg vil være fælles. Jeg vil være et par. Men det føles oftere og oftere som det modsatte og jeg bryder mig slet, slet ikke om, hvordan halvdelen af mig hele tiden forsøger at udglatte og forgæves at mødes på midten, kun for at føle, at jeg er den eneste, der rykker mig. Mens min anden halvdel er præcis lige så defensiv, hiver og slider i mig, for det kan for katten da ikke være rigtigt, det her er ikke sundt, jeg kan ikke lide det og jeg har ikke lyst til at finde mig i det. 

[fodboldtrojerst]

Efter 9 år besejrede Barcelona Bayern igen

I de sidste par kampe i tredje runde af Champions League var det, der fangede fans iført billige fodboldtrøjer, at Barcelona mødte Bayern München på hjemmebane. At dømme ud fra de to holds tidligere rekord er Bayern simpelthen Barcelonas "nemesis", og Barcelona har tabt alle kampe. Denne gang bliver konkurrencen Barcelonas mulighed.

I spillets første minut var der et hul i Bayerns forsvar på midten. I det 18. minut scorede Kane foran målet, og Bayern udlignede til 1-1. I det 36. minut scorede Lewandowski, Barcelona 2-1. I det 45. minut skubbede Dias Belloli til målet, og Barcelona udbyggede stillingen 3-1. I det 56. minut brød Dias Belloli igennem fra fløjen Overfor det dobbelte hold af Bayern-forsvarsspillere, skubbede han roligt og scorede, fuldførte et "hattrick" og hjalp Barcelona med at sikre sejren 4-1! I dette spil eksploderede Dias Belloli, iført FC Barcelona trøje, i konkurrenceform! Scorede 3 mål og blev kåret til den bedste spiller! Det er værd at nævne, at det er første gang, Barcelona besejrer Bayern efter 9 år. Flick fik Barcelona til at afslutte forbandelsen ved at tabe til Bayern.

[cykeltojoewgoi]

Sprintere er mere tilbøjelige til at blive skadet under alle omstændigheder

Hvert professionelt hold har sin egen sprinter, som er meget anderledes end udbryderkøreren. Sprintere kan forstås som de hurtigste mennesker, og de holder mest af den flade landevejsetape. Hver af dem er ivrige efter at vinde etapen, og de håber at vise deres Billigt Cykeltøj på målstregen.

Den tidlige fase af den flade vej-etape vil kun få fansene til at kede sig, og der er ingen klatring eller udfordring i løbet. Mange bilister vil følge den store gruppe, og de kan reducere det fysiske forbrug i midten. Den største mulighed er at reducere chaufførens fysiske styrke med cirka det halve, og det er meget svært at distancere chaufførerne. Hele løbet er kun vundet i den sidste kilometer, hvilket er det mest kritiske øjeblik for at tiltrække fans interesse. Det deltagende hold skal lade den hurtigste sprinter, som vil være hovedkøreren på etapen på flad vej. De vil sprænge det maksimale output i løbets sidste to hundrede meter for at vinde løbet, og deres sprinthastighed vil være meget hurtig. Ingen hold tør undervurdere de sidste par hundrede meters sprint, og sprinteren har også brug for hjælp fra holdkammeraterne for at bringe dem til den bedste position.

Hvis en sprinter ikke har den bedste position på det afgørende tidspunkt, mister de deres eneste chance for at vinde. Mange ryttere kommer til skade i færd med at blokere, og de kommer mere alvorligt til skade, når de spurter for højt. Sidste år faldt Fabio Jakobsen i spurten i Tour de France, og hans Soudal Quick-Step Børn Cykeltøj var fuld af huller og snit. Sådanne ulykker gjorde Tadej Pogačar meget forsigtig, og han valgte ikke at angribe i slutspurten af det nylige Canada GP Québec.

[nils-elmark]

Solosejlads til Anholt med Knud Rasmussen i køjesækken (Dag 1)

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant.

Turen til Anholt varer hele dagen men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn - drivende våd - efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn, og bliver modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt's gode humør og gelejder mig på plads:

"Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér", råber den solbrændte vildmand.

"Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde", ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop "Chunky Tomato Soup" ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA's parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen's bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen sammen med to af de grønlandske polarforskere på den lange slæderejse: Qaavigarsuaq Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Den unge kvinde i midten, Arnarulunguaq, var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10's fortjenestemedalje.

Knud Rasmussen blev kaldt en 'en hvid eskimo' af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet "Den litterære Grønlandsekspedition" på benene. De ville lære mere om Arktis' befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

...og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og mange år senere mødes igen og konstaterer:

"Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter"

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom.

Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen tilbage. Livet skal ikke kun ses gennem generation XYZ's øjne. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.

[drakternfl2]

Quarterback Russell Wilsons største kjæledyr er Denver Broncos

Timeplanen for den nye sesongen er annonsert, og NFL vil fortsatt skape mye fokus for fansen. Pittsburgh Steelers vil møte Denver Broncos i den nye sesongen. Dette vil være første gang quarterback Russell Wilson møter sitt gamle lag etter overgangen. I år oppdaget Russell Wilson at Denver Broncos er de han hater mest. Han må bytte Amerikansk Fotball Drakter med forskjellige laglogoer og farger.

Quarterback Russell Wilson hadde et høydepunkt i karrieren da han hjalp Seattle Seahawks med å vinne Super Bowl 48. Toppen av hans personlige og kollektive utmerkelser var med Seattle Seahawks, men han og laget skilte lag i 2021. Denver Broncos betalte en enorm pris for å kjøpe quarterback Russell Wilson. Denver Broncos tilbød også quarterback Russell Wilson en makskontrakt, noe som gjorde ham til NFLs best betalte quarterback. Dette var det andre høydepunktet i Russell Wilsons karriere, men han og Denver Broncos hadde ingen lys fremtid. Russell Wilson trodde han ville ha en bedre rekord med Denver Broncos, men han ignorerte den enorme forskjellen mellom hans nye lag og Seattle Seahawks. Teammiljøet til Denver Broncos bidrar ikke til veksten til Russell Wilson. Lagets angrep, forsvar og spesiallag er fulle av problemer.

Hele Denver Broncos' liste er relativt ung, og lagets ledelse er ikke særlig erfaren. Russell Wilson, som ikke har vært medlem av Denver Broncos siden midten av mars i år, har en ny Pittsburgh Steelers Drakter. Han står overfor en veterans minimumskontrakt med Pittsburgh Steelers, og han vil slå Denver Broncos i den nye sesongen. Quarterback Russell Wilson hadde ikke samme flaks som andre quarterbacks, og mesterskapsseirene til Los Angeles Rams quarterback Matthew Stafford og Tampa Bay Buccaneers quarterback Tom Brady kan ikke enkelt gjentas.

[gategods]

6

Ved synet av et alminnelig kumlokk, som dette kvadratiske dobbellokket, funnet et vilkårlig sted i byen, ellers oversett, er det lett å bli avfeiende og kynisk. Hva kan dette ha for seg, et slikt enkelt lokk? Jeg ser lokk som dette hele tiden. Men når folk er avfeiende og kyniske, betyr det at de befinner seg i sin empatiske sluttsone. Mennesker som lever i sin empatiske sluttsone, skal man synes synd på. De mister som konsekvens av sin grunne empati en rekke livsviktige opplevelser -- nysgjerrighet, lærdom, oppdagelsen av nye verdener, nye smaker, lyder, den samlede, magnetiske tyngden av de mange små gleder.

En kollega, la oss kalle ham Finn Flanør, trodde en gang han hadde funnet Narniakummen. Det var et sted ute på østkanten, ikke langt unna det store jernbaneområdet, hvor han hadde kommet over en usedvanlig utseende kum. Han var allerede godt utenfor gatevandrerens allfarvei, hadde hoppet både ett og annet gjerde slik han pleier, og var sikker på han befant seg utenfor de hardcore lokkjegernes vante bevegelseslinjer. I tillegg lå lokket i midten av en slående symmetri, liksom omgivelsene var vokst ut av kumlokkets plassering -- skjebnens egen nødvendighet og samtidig et kosmisk sammentreff.

Den hadde derimot ikke den karakteristiske radierende gløden det teoretiseres at indikerer lokket er en teleporteringsstasjon til en annen virkelighet. Ingen øvrig glød heller. Men Finn flanør er ingen lettvekter, ingen som snur uten årsak, ingen som etter først å satt seg noe fore, gir etter kun fordi det måtte mangle mystiske gløder eller andre spekulative karakteristika. Så han skjøv nå lokket til side likevel, og klatret nedi der uten å bli annet enn skitten.

Om han så var uheldig denne gang, kan ikke Finn Flanør anklages for kynisme. Han er åpen for de smale opplevelser, så åpen at han er villig til å nedstige de hverdagslige kumlokk for å avkrefte utrerte gatemyter, myter det er umulig for kynikerne å gjenkjenne som mulige. Finn Flanørs standhaftige gatevandrer-etos kan ikke opptas av en avfeiende kyniker. Finns hele liv, er livet til mennesket som setter pris på virkelighetens fasetter, de sjeldne av fargenes mange sjatteringer, de viktige nyanser. Han, som meg, eller enhver annen gatevandrer, vet at selv det tilsynelatende uviktige, har i seg avskygninger av livets egentlige mening. I de mange små, finnes det store. Og slik går vi, på leting etter det små. Kun på denne måten, når alt er sagt og gjort og gått, skal vi kunne fornemme det store.

[gladhjerte]

August

Det er længe siden jeg har givet en opdatering.

Sidst var i Januar. Da Alex og jeg var ved at mødes på midten i at tage beslutningen om at skulle være kærester. Det var en hårdfin grænse mellem at presse ham til at snakke med mig om hvor vi var på vej hen og ham der ville have mig til at forstå at han var ved at nå dertil men at jeg ikke skulle presse ham.

Det skete i London i februar. Vi havde en dejlig tur. En aften på hotel værelset udbryder han " Vil du være min kæreste? " Jeg var forvirret og usikker på om han mon mente det. Men det gjorde han vist. For i dag 6 måneder senere er vi stadig kærester. Vi har været i New York og Rhodos siden. Vi har mistet min mormor og min kære Anders. Vi har introduceret hinanden for hinandens familie og er nu i gang med at flytte sammen for at permanent blive en del af hinandens liv.

Alex min kære Alex. Gud hvor jeg elsker dig. For hver dag der går elsker jeg dig endnu mere end jeg gjorde før. Det er ubegribeligt og jeg er lidt bange. Bange fordi alt i mit liv er perfekt. Jeg er ved at bygge noget godt op med dig og alt virker dejligt. Jeg er nok netop derfor bange for at noget skal ødelægge det. Måske derfor jeg har følehornene ude i forhold til dine tidligere bekendtskaber. Jeg føler på mange måder med hende. Det må være mærkeligt for hende at tænke tilbage på for et år siden hvor i var på eventyr sammen. Jeres historie var lige startet og for hende var den måske fyldt med håb. Jeg tænker også tilbage på for et år siden hvor jeg var single og i et kæmpe rod i mit liv. Jeg er bange for at du tænker tilbage til for et år siden og mindes med mere end et smil.

[grandteatret]

Rheingold

🇩🇪 TYSKE FILMDAGE: Fatih Akins muskuløse gangsterdrama – baseret på den selvbiografiske roman ’Alles oder Nix’ af den tyske rapper og musikproducent Xatar – er blevet den tyske veterans største publikumssucces nogensinde. Xatar blev født i Iran i 1981, men måtte flygte med sine kurdiske forældre til Tyskland i midten af 1980’erne. Her vokser han op i et socialt boligbyggeri i Bonn, og mens han…

[maelkevejen]

Jeg skal præsentere mit speciale for Naturstyrelsen i morgen, og jeg føler mig overhovedet ikke gearet til det.

Har det som om, jeg har glemt det hele. Jeg ved godt, det også er ved at være et godt stykke tid siden nu, men det føles som om, jeg har glemt mere om det, end jeg burde. Jeg ville så godt have fuldstændigt styr på det. Jeg har sat to dage af til at forberede mig, men har spildt hele den her formiddag og jeg er bange for, at jeg ikke kan få administreret min tid ordentligt, så jeg bliver ved med (som nu) at udskyde. Og så sidder jeg oppe til sent om aftenen i stedet for og får ikke øvet præsentationen og så virker det bare slet ikke professionelt.

Jeg læste halvdelen af specialet i går, og jeg ville ønske, det bare ville være som at genopfriske hukommelsen, så jeg var sådan "nåh ja, det er da også rigtigt" og at det så igen ville sidde under huden på mig, men det føler jeg bare overhovedet ikke, at det gør. Seriøst, jeg mener det virkelig, når jeg siger, at der altså er noget i vejen med min hjerne. Den virker altså ikke, som den plejede. Det er som om, den brød helt sammen, da jeg startede på kandidaten, det er så svært at samle tanketrådene. Jeg er virkelig bekymret, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Er det fordi jeg brændte ud eller fik stress, jeg ikke tog nok alvorligt? Det... er ikke alle, der kommer helt tilbage igen efter udbrændthed og stress. Og jeg er bange for, at jeg er en af dem. Der er altså noget i vejen med min hjerne. Og jeg har bare gået hjemme uden at lave noget siden midten af juni. Burde det ikke... være en form for afslapning? Fuck man. Jeg er efterhånden overbevist om, at det bare er min nye status quo. Det gør mig bange og ked af det og på en eller anden måde også skamfuld (igen, hurra).

Jeg vil bare gerne have helt styr på det her projekt, så jeg bare kan shine i morgen. Det gad jeg så godt. Men det... Jeg har helt ondt i maven. Jeg er bange for ikke at have nok styr på det. Det værende både mit projekt men også, I ved... fucking... attituden eller X-faktoren eller selvtilliden. Jeg er bange for at være mere spørgsmålstegn end punktum. Læs nu bare videre.

Også fordi jeg stadig fucking ikke føler, jeg er rigtigt med i forhold til den karakter, jeg fik. Det tog mig måneder at få fat i min vejleder for at få uddybende feedback, og da han endelig svarede, skrev han selv, at det jo var ved at være et stykke tid siden, så han tog det bare lidt på hukommelsen. Og det han skrev var essentielt set "det var en fin opgave" ("fint" blev brugt flere gange i den mail.... hhh) men at det gik lidt skævt med mine løsningsforslag og at jeg ikke forholdt mig nok til muligheden for store områder med helårsafgræsning, selvom det var det, der var den nyeste viden og mest optimalt biologisk set og han "flere gange havde anbefalet mig det". Og det var jo netop det mest optimale biologisk set, jeg gik efter - det var det, der var hele konceptet med opgaven. Og jeg forstår ikke, jeg tror, vi må være gået galt af hinanden, for jeg synes altså selv, jeg arbejdede med store områder til helårsafgræsning. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, da jeg læste det, men jeg er nået frem til, at det måske er fordi han er biolog og jeg er landskabsarkitekt, og derfor giver det god mening, at vi har forskellige opfattelser af, hvad et stort område er. lol. Det er jo hvad man får ud af først at gå i gang med selve løsningsforslagene så sent, at der ikke er tid til vejledning (om jeg så brækkede armen eller ej, men altså...). Det kan jeg på en eller anden måde godt hvile i, at det er fordi jeg er landskabsarkitekt og det giver mening. Men det er også et slag i maven, fordi jeg jo prøvede at komme væk fra et narrativ, der har mennesket i fokus, og mit store, noble projekt handlede om, hvor træt jeg var af at økologi ikke er hovedpunktet i forvaltningsøjemed - og så opdagede jeg slet ikke, at jeg stadig rettede mig ind efter det alligevel. Det føler jeg er sådan en bummer og på en eller anden måde lidt pinligt. Selvom opgaven stadig er udmærket, det er ikke det, men jeg var bare slet ikke lige så sej og oplyst, som jeg troede. Og derfor forstår jeg stadig ikke, hvorfor jeg fik 10. Jeg forstår ikke, hvad der har talt så meget op, hvis slutproduktet bare er faldet fladt. Jojo, landskabsanalysen og forarbejdet var grundigt og jeg var opmærksom på manglen af data og de begrænsninger, der giver. Men øh... Er det ikke bare basic? Altså med den feedback, jeg fik til forsvaret og også her bagefter er jeg stadig sådan... det der lyder som et 7-tal. Det lyder som om, jeg har lavet en middelmådig opgave - som han bliver ved med at omtale som "fin" (hvilket jo er undervisersprog for "udmærket", hvilket i mit hoved svarer til et solidt 7-tal). Hvad fuck var det så, der fungerede? Jeg har det stadig lidt som om, de trak mig op, fordi specialet var flot sat op og kom i trykt format. Og det generer mig altså, fordi jeg jo er landskabsarkitekt og det er et krav, at vi (som de eneste!) skal aflevere printede eksemplarer. Tænker ikke, at det er et decideret krav på papiret, at det skal være flot sat op, men i realiteten er det. Det skal jeg ikke have ekstra ros for. Det skal i hvert fald ikke trække op, hvis ikke indholdet af opgaven spiller. Så jeg er stadig at a loss.

Og der sidder jo ikke landskabsarkitekter hos Naturstyrelsen på den måde. Eller måske gør der, men det er ikke de kompetencer, der er i fokus. Så hvis jeg dukker op med et projekt med lunkne løsninger, gør jeg så ikke mig selv til grin? Hvad skal de overhovedet bruge dem til? Jo, jeg har lavet lidt om ift. hvad de selv havde planlagt, men ikke specielt meget. Det taler stadig ind i den rammesætning, der er i forvejen. Agtigt. Jeg har godt nok vendt mig om, men jeg er stadig inde i kassen. Og det var jo i virkeligheden min intention at springe den. Sort of. På en måde. At være sådan "hvorfor er der ikke mere fokus på det her - hvad med økosystemerne, er I overhovedet klar alt det her". Men jeg kan ikke rigtigt pege fingre, når min vejleder er sådan "jaøhm, Ida, det er okay, det her, men du forholder dig ikke rigtigt til den nyeste viden" - så er det jo i virkeligheden mig, der ikke er nok oplyst. Så måske er jeg bare en landskabsarkitekt, der prøvede at være noget andet - uden succes.

Og er det ikke lidt pinligt at stå og præsentere til Naturstyrelsen? Eller måske er mit projekt bare mere low-key end jeg troede, og måske er det også okay.

[fodboldtrojerst]

Leverkusen fører Bayern med 10 point

Denne sæson, blandt de fem store europæiske ligaer, har Leverkusen den bedste rekord. I midten af sidste uge spillede de uafgjort 2:2 mod Karabakh i Europa League-udekampen, hvilket eliminerede deres modstandere og fortsatte med at forblive ubesejrede i alle turneringer. Alonso førte holdet til at gå videre i Bundesligaen, Europa League og German Cup.

I 25. runde af Bundesligaen mødte Leverkusen hjemme mod nedrykningsholdet Wolfsburg. I det 27. minut væltede modstanderens forsvarer Yantz Schick og fik et gult kort.Det resulterede i, at to gule blev vendt til en rød, og han blev udvist.Wolfsburg måtte kæmpe med ti mand. Leverkusen, med en mand mere, greb chancen efter 7 minutter. Grimaldo, som er i varm form i denne sæson, brød igennem med bolden og sendte bolden til en assist.Nathan Tramen, der var iført billige fodboldtrøjer, scorede med succes og hjalp Leverkusen med at bryde dødvandet. I det 86. minut, efter at have modtaget en aflevering fra sin holdkammerat i straffesparksfeltet, skød Wirtz og scorede, og dermed sikrede han 2-0-sejren. Til sidst besejrede Leverkusen Wolfsburg 2:0 og vandt 6 ligasejre i træk. I slutningen af kampen stillede Leverkusen-spillerne sig op efter kampen for at takke hjemmefansene iført deres Bayer 04 Leverkusen trøje. Efter 25 ligarunder forbliver Leverkusen ubesejret med 67 point og fører med 67 point. I øjeblikket er der kun ni runder tilbage i Bundesligaen.Leverkusen er 10 point foran Bayerns andenplads.Alonsos hold kommer såmænd tættere på det første Bundesliga-mesterskab i holdhistorien.

[cykeltojoewgoi]

Tadej Pogacar fejrer sejren ved at strække fem fingre ud

Etape 16 af Tour of Italy var Tadej Pogacars slagmark, og han fortsatte med at vinde med en overvældende præstation. Dårligt vejr blev mødt før etapens start. Stabiliteten af regn og kulde var en udfordring for rytterne. Tadej Pogacar optrådte i en sort langærmet Billigt Cykeltøj før kampen, men efter kampens start skiftede han til et hovedsageligt pink outfit.

Tadej Pogacar tog føringen i Tour of Italy, og de resterende etaper var hovedsageligt bjergbestigninger. Mange ryttere vælger langærmet og langbukser udstyr inden starten af denne etape. Kombinationen af regn og koldt vejr gjorde det svært for alle rytterne at vænne sig til i starten af løbet. Nogle af rytterne lider af forkølelse, og sådan et vejr er endnu mere tortur for dem. Efterhånden som løbet skred frem, blev rytternes kroppe gradvist varmere, og de fortsatte med at accelerere i regnen. Tadej Pogacar kan godt lide følelsen af at klatre i koldt vejr, men han var ikke i den bedste form under Tour de France i midten af juli. Mange fans har bemærket problemer med Tadej Pogacar, men Jonas Vingegaard fra Visma–Lease a Bike kan godt lide at klatre i varmt vejr.

Movistar Team var det hold, der lancerede flest angreb i den sekstende etape, men desværre kunne holdet ikke opretholde en stabil tilstand i slutfasen. Udbrudsrytterne har en fordel foran løbet, idet de altid kigger tilbage for at finde deres modstanderes lyserøde Giro d`Italia Cykeltrøje. Tadej Pogacar lod dem ikke vente for længe før han angreb, og han indhentede hurtigt alle rytterne foran. Tadej Pogacar talte fem fingre ved målstregen for første gang, og spredte dem derefter for at fejre sejren på etapen.

[nils-elmark]

Man skal gide samle frugterne af Guds skaberværk op fra fortovet

Hver morgen, når jeg går tur med hunden, kommer jeg forbi et valnøddetræ, som her i begyndelsen af oktober smider sine nødder på fortovet og vejbanen. Jeg bøjer mig troskyldigt ned hver eneste morgen og samler alle de nødder op, som i nattens løb er faldet ned på offentlig vej. Efter en uge har jeg samlet to store skåle nødder og fået sorte fingre og negle, som næsten ikke til at vaske rene. Det betragter jeg som et adelsmærke.

Jeg er med sikkerhed, det eneste menneske, som samler valnødderne op fra fortovet og vejbanen, hvor jeg bor. Hvad jeg ikke samler op, bliver kørt over af forældrene, der med deres Tesla'er kører børnene til skolen længere nede ad vejen, og de børn og forældre, der stadig går til skole, træder ubekymret på de nedfaldne nødder på fortovet, som jeg ikke når at redde.

Jeg er ikke helt alene om at samle nødderne op. Der er et par røde egern, der er mere ihærdige end mig, ligesom allikerne er nødderov. De tager, hvad fodgængerne og bilerne maser flade, og er valnødderne ikke knækkede, flyver fuglene højt op i luften og lader de hele nødder falde ned på vejbanen, så de åbner sig.

Hvad der undrer mig, allikerne og de røde egern, er den utrolige arrogance moderne mennesker udviser ved ikke engang at gide bukke sig ned og samle naturens gaver op. Vi køber el-biler for at redde klodens klima og økobalance, men når valnødderne falder ned for fødderne af os, træder vi på dem og går videre.

Skiftet starter med valnødderne - ikke el-bilerne. Før vi kommer ud af vor urbanisering og forstår og genfinder vor kærlighed til naturen omkring os, får vi ikke vendt udviklingen. Når jeg samler et par kilo valnødder op fra fortovet, er det ikke blot et par hundrede kroner værd. Det forbinder mig til naturen, årstiderne og universet.

For en måned siden plukkede jeg brombær, når jeg gik tur med hunden. Om et par uger begynder spisekastanjerne sikkert at falde ned fra sit træ i græsset foran plejehjemmet. Hyldebusken blomstrer samtidig med, at studenterne springer ud. Bøgen springer normalt ud omkring første maj, svalerne kommer på samme tid plus-minus en uge og egetræet springer ud lidt senere; man kan normalt få jordbær til min fars fødselsdag i midten af juni, og når stjernebilledet Orion dukker op på himlem om aftenen er det ved at blive vinter.

Vores verden er ikke styret af Mette Frederiksen, Lars Løkke eller Bruxelles; den er styret af naturen og universet, men vi er blevet så urbaniserede med vores smartphones og internet, at vi har tabt forbindelsen til den ægte verden.

Jeg læste et sted, at mennesker måske taler om Gud, men vi taler ikke længere om Hans skaberværk. Jeg tror faktisk, det står endnu værre til: I det moderne samfund taler vi kun om menneskets skaberværk! Vi er blevet så arrogante, at vi tror, vi kan styre livet og fremtiden med en app samt at klodens klima kan reddes med 2-tons tunge Tesla'er.

Udviklingen vil for alvor først vende, når mennesker ligesom egern og alliker igen gider bøje sig ned og samle den valnød op, som Guds skaberværk, forærer os.

Mit lokale valnøddetræ